vilkårlige nedslag og tanker
Byen i fragmenter:
Komplekse systemer og netværk af undergrunds- og togbaner transporterer byboeren effetktivt mellem destinationer i byen. Som konsekvens er det et punktvis stedskendskab i byens væv udgjort af fragmentariske forståelse af byen af en kort radius omkring stationen. Man kender ikke byens ’sande’ i mellemværende fysiske distancer, topografiske forhold, forbindelser og overgange by-kvartererne imellem.
At ”springe” fra et centrum, en by-karakter til næste med en anden sammensat urban stemning, by-struktur, aktivitet og mennesker – fremtvinger et unikt brugsforhold til byen, hvor man fordres til selv at ”komponere” sine aktiviteter og oplevelser ved at vælger imellem de forskellige bydele.
By-nomader:
Hvert enkelt individ har sin egen dagsorden, erindring, fremtidig livsbane; individet synes at drukne i menneskemassen og forsvinde helt til fordel for et uoverstigeligt fællesskab, heirarki og kollektivt ansvar, som er afgørende for at leve tæt side om side.
Netværkbyens byboer deler samme livsvilkår med ørkenens nomader, hvor den vigtigste præmis er en konstant bevægelse i mellem formål og destinationer. Det privates felt er minimeret og interioret og domestiske aktiviteter tages ud den fælles by, som benyttes som den enkeltes forlængelse hjemmet. Livsstilen minimerer forholdet til varig forankring til lokaliteten og opsætter et nyt betydningspotentiale for individet og byen.
Lag, dybder og overgange:
Store infrastrukturelle arterier slynger sig igennem det tætte by-væv, og etablerer strækninger af intens urban stemning, handel og aktivitetsniveau. Grundet en planlægningsregel er hovedvejene højt tæt bebygget, og fungerer som bykvarterernes brandbarrierer og flugtveje. Disse linier udgør en beskyttende skal om de omgivende lommer af tæt og lavt boligbebyggelse. Fra den porøse række af højhuse udgår smalle veje ind i boligvævet, som brat skifter fra den urbane puls og handelsaktiviteten til en ’dramatisk’ rolig og intim atmosfære. Afstanden mellem det hurtige og larmende til det langsomme udgøres af én række bygninger, der adskiller to vidt forskellige verdener – man er pludseligt transcenderet og ankommet til en landsby midt i midtbyen.
Tokyo byvæv udgøres af små autonome heterogene enheder, som i det samlede by-landskab og kontekst fremstår kaotisk og i sidste ende tilsløret homogen helhed.
Her eksisterer ingen totalitære styring af byrummene, og fornyer sig uafhængig af historie, idealer eller nostalgier men ud fra et her og nu pragmatisk og teknokratisk formål.
Bostedets forhandlinger:
Der sker en opløsning af de klare skel mellem det offentlige rum og privatsfærens afgrænsning, som sker igennem en aktiv domesticering af gaderummet fra husets kantzone og ud i gaden. Ved at tilegne sig det offentlige rum med private interior, ting og aktivitet, sløres distinktionen mellem offentligt og privat, og der optræder flere lag og flertydige overgange, forvirringer i overraskelsen af at ”overtræder” den privates intimsfære.
Interioret - et åbent felt
Tatami måttens kropsspecifikke størrelse (180cm x 90cm) er det grundlæggende modul for japanske rum-proportionering. Til trods for delvis vestlig adoptering af møblement og trægulve, tænkes rummets størrelse stadig ud fra tatami modulet.
Måtternes organisation er underlagt forskellige regelsæt i forhold til antal og anlægning; i boligen må det ikke lægges som grid, og i én komposition er der ikke ét hjørne hvor tre eller flere måtter støder sammen. Anlægningen er umiddelbar hierarkiløs, men hvor det er handlingerne som tildeler hierarkiet.
Tatamimåttens venlige og bløde overflade fordrer aktiviteter i gulvets niveau. Tatami rummet har intet entydigt specifikt program, men kan skifte funktion afhængigt af behov, og er derfor uden møbler som udgangspunkt – et ’tomt’ og ’åbent’ rum.
Komposition og koder:
De forfinede og nøje udførte forskrifter er til tider svære at afkode og forstå - på linie med de subtile smagnuancer, texture og konsistenser man oplever ved at spise rå fisk, sashimi’en, som man skal kultivere sig til at differentiere.
Der registreres forskellige tilstande på overfladen, men derefter mangler ’opdragelsen’ (kultiveret indsigt) i den dybere forståelse eller afkodning af hvad som ligger bag.
Frontaliteten i tingenes komposition er forfinet og betydningsvægtet; facaden ud til gaden, bestemte kig ud til haven, husalteret i modtagelsesstuen, den rigtige vinkel tingene tager sig bedst ud i.
Madanretningens delikate tilberedning er nøjagtig rammet ind af lak bakken; retterne på bakken udgør en samklang af fragmenter der spises i vilkårlig rækkefølge, alt efter indskydelse.
Gestus og ritualer:
Gestuset er vigtigere end indholdet - eksemplificeret i gaveindpakning, som er nøje udført og afgørende i forhold til det faktiske indhold. The-ceremonien har sine kodede ritualer og forskrifter, hvis præcise udførelse bliver vigtigere end det at drikke theen.
For at indgå i det kollektive ritualiseret fællesskab, er man forventet at indskrive og indordne sig i alle samfundets kodekser og idealer, som tilsidesætter al indvidualitet (som betragtes egoistisk).Individets’yderside’ bliver afgørende og skal fremstå underdanig, harmonisk og selvopofrende, hvorimod privatlivet det ’indeunder’, bag om facaden kan det være kaotisk, egoistisk og modsigende i forhold til de fællesskrevne værdier - et tabulagt men accepteret to-sidigt forhold.
(billederne er fundet og lånt fra nettet)
